Camp Adventure
Hos Camp Adventure er vi drevet af nysgerrighed, mod og muligheden for at skabe oplevelser i naturen ud over det sædvanlige. Altid med kvalitet og æstetik som betingelse for det, vi skaber.
Vi ved, at det kræver ekstraordinære indsatser at opnå ekstraordinære resultater, og vi glæder os over at være en del af samarbejdet med de handlekraftige ildsjæle i Team Rynkeby, som gør netop dét.
Ølserien MOD med bidrag fra Fur Bryghus og Designskolen Kolding er resultatet af et stærkt, fælles ønske om at skabe resultater, der rører og forandrer, og det er vi stolte af at være en del af i 2023.
Camp Adventure har fået muligheden for at bidrage med et ekstra element til gaveæsken i 2023. Derfor finder man, udover de smagfulde øl MIG, OS og DEM fra Fur Bryghus, en entré til Skovtårnet i hver gaveæske. Vores håb er, at dette, for nogle, kan skabe et ekstra incitament til at købe gaveæsken og bidrage til Børnecancerfondens vigtige arbejde for kræftramte børns skæbner og deres livskvalitet med kritisk sygdom.
Med billetten til Skovtårnet i hånden kan man komme ud og opleve en pause i naturen. Når vi tager et skridt væk fra det nogle gange travle og vante, kan det give fornyet perspektiv på – og energi til – hverdagen, og måske endda en større taknemmelighed for det liv, vi lever.
Designstuderende fra Koldings Designskole Thea Herring Suddows fine fortolkning af Skovtårnet pryder øllen OS, som er en hyldest til fællesskabet i Team Rynkeby. Man bliver glad af at se på de tre etiketter, og vi håber, at rigtigt mange vil mærke glæden ved at skåle for livet i øllene MIG, OS og DEM.